Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Libya’ Category

Politiken, 7. juli 2012

____________________________________________________________________________________________

Til trods for de mange problemer, som Libyen kæmper med efter krigen, er Jamal al-Hajji optimistisk omkring dagens valg. Den tidligere oppositionsskribent levede mange år i eksil i Danmark og tilbragte hele revolutionen i Gaddafis fængsler. 

Rasmus Bøgeskov Larsen, korrespondent

____________________________________________________________________________________________

Er Libyen klar til at holde valg mindre end et år efter, at oprørskrigen sluttede?

»Lad mig sige det sådan, at folket er klart. Dette valg bliver måske ikke et perfekt demokratisk valg, hvor alle har lige muligheder, men vi er nødt til at holde det. Vi kan umuligt udskyde det, for vi har alvorligt brug for at vælge nogle andre og bedre ledere, end dem vi har nu.«

»Alle de problemer, vi har lige nu, skyldes, at vi har været underlagt en dårlig ledelse, som ingen har tillid til. De seneste mange måneder har folk mistet det sidste håb om, at der kunne udrettes noget under ledelse af det Midlertidige Nationalråd. Rådet har svigtet revolutionen, og derfor er valget så vigtigt.«

Men er der ikke en risiko for, at valget ikke forløber godt, når der eksempelvis for nyligt har været angreb på flere valgkontorer?

»Det er selvfølgelig ikke godt med de angreb, men det er stadigvæk kun småting, som ikke vil forhindre valget i at blive gennemført. Den brede befolkning ønsker vitterligt dette her valg. Folk er så utrolig glade for at skulle stemme, du vil tro det er løgn. Og der er ingen i Libyen i dag, som kan sætte sig op imod folkets vilje. Dem, som laver problemer, er nogle små grupper, som har deres særlige grunde til at være utilfredse«.

Såsom dem der ønsker en føderal stat, hvor Libyen bliver delt i tre, og som opfordrer folk til at boykotte valget?

»Ja, netop. De laver en masse larm, fordi de ved, at de ikke har folket på deres side. I Benghazi (Libyens næststørste by, red.), hvor disse grupper har holdt protester, var der flere folk på gaden for at demonstrere imod føderalisme end for.«

(mere…)

Reklamer

Read Full Post »

Moammar Gaddafi drømte om massernes styre. Nu hvor han ligger begravet langt ude i ørkenen er dette ironisk nok, hvad Libyen har fået. Et halvt år efter oprørskrigen afslutning er der ingen leder og ingen stærk stat, men udbredt selvstyre – og selvtægt. Alligevel lever optimismen videre. 

Læs hele multimedie-fortællingen i 10 dele på korrespondenterne.dk

Read Full Post »

Politiken, International Økomomi, 21. marts 2012

Før revolutionen måtte ingen vide, at han havde succes. Nu er den libyske forretningsmand Mohamed al-Raied en af landets største helte og har afgørende indflydelse på landets politiske og økonomiske fremtid. 

Rasmus Bøgeskov Larsen, Tripoli, Libyen

Måske er det af gammel vane, at Mohamed al-Raied ikke råber højt om sig selv.

Når snakken falder på hans indflydelse i det nye Libyen, nøjes han med at svare i få, korte sætninger. Og I stedet for at tale om hans personlige bidrag til revolutionen, vil han hellere fortælle om hans virksomheds bedrifter.

»Vores produktion var kun lukket ned i lidt over en måned, og vi var i stand til at sende små kølevogne med vores folk, når de skulle i kamp. Så midt under kampene kunne vores soldater ved frontlinjerne spise is og drikke cappuccino«, siger Mohamed, hvis virksomhed er Libyens største producent af mælkeprodukter.

Men selv om han ikke forsøger at promovere sig selv, så kan Mohamed al-Raied ikke komme uden om, at han i Libyen er blevet netop det, som han i så mange år forsøgte at undgå at blive, nemlig berømt.

Mens oprøret mod Moammar Gaddafis regime på tv-skærmene hovedsageligt blev personificeret af de bevæbnede oprørssoldater, var der mange andre civile figurer, som spillede helt afgørende roller.

I Misrata, en af revolutionens centre og Libyens tredjestørste by, betragtes især forretningsmændene som nogle af de største helte, og Mohamed al-Raied som en af de allerstørste. Han satte både sit liv og sin formue på spil i oprøret, og hans involvering bragte ham i tæt kontakt med revolutionens lederfigurer.

(mere…)

Read Full Post »

Politiken, 3. marts 2012

Hvert eneste hus i Tawergha er systematisk blevet røvet, ødelagt og sat i brand. Foto: Karim Mostafa

FN rapport betegner destruktionen af Tawergha som en af den libyske oprørshærs største krigsforbrydelser. Byen vil formentlig forblive en spøgelsesby i mange år frem. 

Rasmus Bøgeskov Larsen, korrespondent, Tawergha

Stilheden i Tawergha brydes kun, når vinden tager fat i løse jerndøre til udbrændte huse.

Da lyder der fra de rustne hængsler en uhyggelig knirken, som vandrer langt ned af de øde gader, hvor det eneste liv er nogle omstrejfende katte, flokke af spurve og planterne, som gror ustyrligt i det tidlige forår.

Overalt stikker blomster og ukrudt op igennem fliser og revner i asfalten. Store buske vokser trodsigt midt i tilsodede ruiner og kravler over mure og ud på gaden.

Tawergha har været en spøgelsesby i over et halvt år, og der er ingen udsigt til, at dens indbyggere kan vende hjem igen. Byen er blevet gjort så ubeboelig som muligt. Hvert eneste hus og hver eneste lejlighed er systematisk blevet brændt og tilbage står kun bygningernes skrog med et tykt lag af aske og glasskår på gulvet.

I enkelte huse har et par børnesko, en plastikblomst, eller et familiefoto undsluppet flammerne og ligger tilbage som de eneste beviser på, at der engang boede 35.000 mennesker i byen.

Tawergha var en af Gaddafi-regimets få bastioner, da den libyske revolution blev indledt, og mange af byens mænd kæmpede på regimets side i det brutale forsøg på at kvæle opstanden i Misrata.

Enkelte af Gaddafi-regimets grønne flag hænger fortsat og blafrer i vinden fra hustagene i byen. På gulvet i et hus, der kun er halvt udbrændt, ligger et billede af ’den Broderlige Leder’ med påskriften: »Hele Tawergha er med dig«.

Netop dette syn har mange oprørssoldater fra Misrata. Da de i august sidste år tog kontrol med byen, som inden da var blevet forladt af dets indbyggere, besluttede de at straffe hele byen og gøre den så ubeboelig som muligt.

(mere…)

Read Full Post »

Politiken, Kultur, forsiden, 24. februar 2012

Foto: Karim Mostafa

I Benghazi forsøger to kunstnere – en gammel skulptør og hans unge, kvindelige protege – at behandle krigens traumer ved at skabe liv ud af destruktion. Med deres udstilling får de våben, som blev hvermandseje under revolutionen, en ny betydning.

Rasmus Bøgeskov Larsen, korrespondent, Benghazi

Foran et palæ ved Benghazis havnefront står en ti meter lang dinosaur og kigger ud mod vandet.

Den står på ben af tomme raketrør, og dens krop udgøres af forvredne metaldele fra mobile raketramper. Den har to hjelme som øjne og dets aflange hoved har maskingeværskolber som frygtindgydende kæber.

Det forhistoriske dyr er Ali al-Wakwaks største og mest krævende værk. Det symboliserer Gaddafis regime med dets forældede og forskruede ideer om massernes styre, som den excentriske diktator formulerede i hans ’Grønne Bog’.

Omkring dinosauren på pladsen foran palæet står dem, som udrydde den. De revolutionære libyere optræder i Alis udstilling af metalskulpturer i et utal af forskellige positurer og tager både menneske og dyreform.

Der er den sejrende soldat og den invaliderede helt. Der er de skræmte ansigter, de sørgende forældre, og så er der kvinden, hvis figur er den højeste af alle.

Hun bærer et skørt af tomme patronhylstre, og hendes lange ben består af kolberne fra antiluftskyts-geværer. Når hun skyder fire meter i vejret er det for at ære de kvinder, der spillede afgørende roller i revolutionen uden at blive tildelt den samme heltestatus som mændene.

Ikke langt fra kvindefiguren er et tusindben ved at kravle op af et palmetræ mod lyset og friheden. Dets mange kropsdele, der består af hjelme, repræsenterer det sammenhold og den solidaritet, som Benghazis indbyggere kan tale længe og drømmende om.

Alis skulpturer er skabt udelukkende ved brug af ødelagte og itusprængte dele af våben, kampvogne og andet militært isenkram. Alt hans materiale er efterladenskaber fra den voldsomme oprørskamp mod Moammer Gaddafis regime, som er blevet bragt fra frontlinjerne til palæet ved havnen i revolutionens fødeby Benghazi.

»Det som interesserer mig er transformationen; at tage materialerne fra krigen og gøre noget nyt ved dem. Jeg vil gerne vise, at disse våben også kan anvendes på en helt anden måde«, forklarer han, mens han viser rundt i udstillingen.

(mere…)

Read Full Post »

Celebrating the revolution

On the 17th of February thousands of Libyans celebrated their revolution and mourned their martyrs at Liberation Square in Benghazi.

(mere…)

Read Full Post »

Politiken, forside, 17. februar 2012

Militssoldater vogter et almindeligt gadekryds i Benghazi. Foto: Karim Mostafa

Et år efter, at Libyens revolution blev indledt, er det ligeså meget de væbnede militser som politikerne i Nationalrådet, der sidder på magten.

Rasmus Bøgeskov Larsen, korrespondent, Benghazi

Kalashnikoven hænger fortsat over skuldrene på de bagersvende, butiksejerne, ingeniører og lægestuderende, som den libyske revolution forvandlede til soldater i en improviseret hær.

Befrielseskampen mod Gaddafis regime er for længst ovre, men mange af militserne er stadig synlige i Libyens gader. I Benghazi er de nu udstationeret ved alle større vejkryds og udgør i deres egne øjne garanterne for sikkerheden i det nye Libyen.

Men det er ikke alle libyere, som er helt trygge ved militserne, og de mange våben, som fortsat er i omløb. Problemerne er færrest i Benghazi, som allerede blev befriet i marts sidste år, men selv her klager folk over, at de stadig ikke føler sig helt sikre i gaderne.

De fortæller om alt fra et skænderi over en trafikforseelse, som endte med at en mand blev skudt, til at oprørssoldater tager loven i egen hånd og hævner sig mod folk, som de mener støttede Gaddafis regime.

(mere…)

Read Full Post »

Older Posts »